I dag kæmper vi for alle kvinder

Glædelig kvindernes internationale kampdag!

I år bliver dagen for de flestes vedkommende fejret online. Der bliver debatteret. Der bliver belyst. Der bliver fundet løsninger.

Det er rigtig vigtigt, at vi har en dag til at belyse samfundets manglende ligestilling på tværs af køn. Men hvad handler det der ligestilling egentlig om? For i ordet er vel en forståelse af, at vi alle er ens, hvis vi er ligestillede?

Nej. Vi er ikke alle ens. Så ville verden altså også være et lidt mærkeligt sted. For vores forskelligheder er det der gør verden til et spændende sted at være. Dermed ikke sagt, at vi ikke har ligheder, eller at vi ikke er lige. For vi har ligheder og vi burde være lige. Sådan er det desværre ikke i praksis.

I dag vil jeg sende en tanke til alle de kvinder der kæmper mange kampe hver dag.

Jeg sender en tanke til dig, der bliver diskrimineret imod på grund af din hudfarve. Jeg synes det er urimeligt, at du skal møde had både på baggrund af dit køn og på baggrund af din hudfarve.

Jeg sender en tanke til dig, der lever med en kropsstørrelse, der ikke er (fysisk) plads til i samfundet. Du har hverken valgt dine livsomstændigheder eller din kropsstørrelse. Din krop er lige som den skal være! Bliv med at kæmpe og med tiden vil samfundet have (fysisk) plads til dig også.

Jeg sender en tanke til dig, der har flere etniciteter end bare “etnisk dansk”. For du er meget mere end dit ophav - og ligemeget hvad medierne siger, så er du et værdigt menneske. Det gælder både om dine rødder er i øst eller vest.

Jeg sender en tanke til dig, der kæmper for din egen overlevelse. Kære dig - du er enormt stærk! Verden har brug for dig. Bliv ved med at kæmpe.

Jeg sender en tanke til dig, der møder modstand på grund af sin religion. Måske bærer du tørklæde, og hvis du gør, så skal du vide, at der også er plads til dig og dit tørklæde.

Jeg sender en tanke til dig, der lever med et handikap. Jeg kan på ingen måde forstå dine daglige kampe, men jeg vil prøve at forstå. Samfundet er til for alle - og selvom jeg ved du både bliver mødt med had og begrænsninger - så håber jeg du ved, at samfundet også er til for dig.

Jeg sender en tanke til dig, der lever med en seksualitet, der ikke går ind under den heteroseksuelle majoritet. Alle skal have lov at være i verden som de er og elske dem de elsker.

Jeg sender en tanke til dig, der ikke har et hjem. Du lever på gaden og kæmper hver dag. Dit liv er ligeså meget værd som alle andre liv.

Jeg sender en tanke til dig, der falder udenfor vores dominerende binære kønsforståelse. Vær dig selv og bliv ved med at kæmpe.

Jeg sender en tanke til alle kvinder. Om de er cis-, trans-, store, små, rige, fattige, sorte eller hvide. ALLE kvinder har ret til et liv i værdighed og sikkerhed.

Der er lang vej til den verden bliver en realitet, men sammen kan vi gøre en forskel.

Tak, fordi du læste med.

Previous
Previous

Hvad jeg har lært af at lave frivilligt arbejde i 12 år.